En af de vigtigste opgaver i Roskilde stift for tiden er at få minikonfirmandarbejdet sat i gang ude i sognene. Der er i forhold til de andre stifter relativt få sogne, som tilbyder et kirkeligt undervisningsforløb af børnene i 3. eller 4. klasse.
Derfor tilbyder vi vejledning i alle de aspekter, der er, når man skal til at starte et forløb op eller har brug for ny inspiration: Økonomi, undervisningsplaner, samarbejdet med skolen, de pædagogiske sider osv. Den religionspædagogiske konsulent, Stinna Ahrenst (kontakt) og projektpræst Kristian Gylling tager ud til provstierne, og i fællesskab med jer opretter vi en ERFA-gruppe i jeres provsti.
Vi sender en invitation ud fra stiftet til alle præster, sognemedhjælpere og menighedsråds- medlemmer, så vi (og på længere sigt I) danner en erfaringsudvekslingsgruppe (ERFA-gruppe). Den danner rammen om gensidig idéudveksling og bliver et forum for sparring ude i det enkelte provsti, der hvor behovet for samarbejdet er. Vi taler om de ting, der er behov for at få noget mere at vide om, hvad enten det er i opstartsfasen eller i selve undervisnings- forløbene.
Vi har på nuværende tidspunkt dækket næsten alle stiftets provstier, men vi kommer gerne ud flere gange for at hjælpe jer med at løse de problemer, der opstår i lige netop jeres forløb.
Det er sjovt at være mange!
Som en udløber af ERFA-gruppe-møderne har to-tre provstier vedtaget at lave en minikonfirmanddag, hvor alle provstiets minikonfirmander samles til en fælles oplevelse i provstiets største kirke. Som vi har oplevet det med salmesangsprojekterne og konfirmandprojektet her i stiftet, er det sjovt at være mange! Hvis I vil vide mere, kan I kontakte den religionspædagogiske konsulent Stinna Ahrenst.