Salmer i dans og bevægelse – fra babysalmesang til konfirmanddans

Babysalmesangsbølgen er for længst skyllet ind over landet, og hos nogle af os, der nyder dette ugentlige samvær med babyerne og deres mødre, har tanken for længst strejfet, om det ikke kunne føre det noget mere. Med denne bog af Anne-Mette Riis, lektor i musikpædagogik, i hånden kan det føre til meget mere!
Salmer for børn og unge i alle aldre
Den første linie i bogen lyder: ”Denne bog er til inspiration”, og det indfrier bogen til fulde. Først en fin introduktion, hvor sangen og bevægelsens betydning for menneskets udvikling gennemgås, og hvor der også reflekteres og argumenteres for netop salmesang og kirkens rum som udviklende for det enkelte (lille) menneske.
Herefter går bogen videre med forslag til undervisning for henholdsvis de yngste (0 år og 1-3 årige), hvor salmesang, dans og musik er det bærende, og for minikonfirmander/konfirmander, hvor salmesangen, dans og musik snarere skal ses som et indslag i det øvrige undervisning. I afsnittet for de yngste er der også inspiration og opfriskning at hente for den erfarne underviser, men specielt til den underviser, der starter på bar bund, er der hjælp at hente til opstart, gennemførsel og afslutning af et babysalmesangsforløb og/eller et forløb for de 1-3 årige.
I afsnittet for minikonfirmander og konfirmanderne er vægten lagt på et par udmærkede gudstjenesteforslag, hvor de danse, der er øvet i undervisningens løb, bliver brugt som afveksling og en fælles oplevelse.
Bogens bedste afsnit
Herefter følger bogens bedste afsnit med bevægelsesforslag til hele 39 forskellige salmer – både morgen- og aftenssalmer og salmer til de forskellige højtider og årstider. Der er forslag til enkelte rekvisitter og variationer alt efter alder, og selvom man nok skal holde tungen lige i munden de første par gange, der skal danses, er både dansene og fagterne meget nemme at gå til vha. letforståelige ikoner.
Desuden er der noder til hver enkelt salme, og for alle os, der har en baggrund på det rytmiske klaver, er det dejligt, at noderne er skrevet med forholdsvis nemme becifringer. I dette afsnit kan man altså med et enkelt opslag få materiale til de sidste 15 minutters konfirmand- eller minikonfirmandundervisning, og hvis det sker, som Anne-Mette Riis skriver, kan man endda få konfirmanderne til at synge salmer samtidig. Det må i hvert fald komme an på en prøve!
Endelig følger bogens sidste afsnit, hvor der er mulighed for at udvide sit repertoire inden for mere verdslige sange, rim og remser.
Kærlighed til musikken
Der er ingen tvivl om, at Anne-Mette Riis besidder en stor kærlighed til musikken, og at hun brænder for at formidle den videre og inspirere til salmesang, dans og glæde. Det kan mellem linierne virke som om, at det til tider har krævet en vis kamp og hår på brystet at få babysalmesang og (mini-)konfirmanddans gjort acceptabel i det brede kirkelige landskab. En kamp, der i hvert fald for babysalmesangens vedkommende ser ud til at være afløst af succes. Tiden må vise, om det samme sker for (mini-)konfirmanddans. Derimod må jeg for mit eget vedkommende tvivle på succesraten af sang for det ufødte barn i det kirkelige miljø, som der også slås om end et lille slag for i bogen. Det ændrer dog ikke på helhedsindtrykket af en bog, som jeg glæder mig til at få prøvet af på både mine babyer og deres mødre, minikonfirmander og konfirmander.
Sognepræst Louise Rasmussen, Store Heddinge sogn i Roskilde Stift.
Anne-Mette Riis, Salmer i dans og bevægelse – fra babysalmesang til konfirmanddans
Det kgl. Vajsenhus’ Forlag – www.dendanskesalmebog.dk
208 sider, 348 kr.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------
– når Gud og musik mødes i kirkerummet

Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS) ønsker at inspirere, så børn – helt fra de er små af – må få et møde med sang og musik i den lokale kirke. Sang og musik er hjælpemidler til formidling af Bibelens ord, og igennem det kan der skabes en sanseoplevelse af Gud. Børnene kan fornemme Guds tryghed og varme, selvom de måske ikke forstår sangenes ordlyd. For med kirkens stilhed og rummets storhed kan der skabes mødesteder imellem det synlige og usynlige – imellem Gud og det enkelte menneske.
Kirkens børnearbejde har mange forskellige tilbud, mødeformer og rammer, hvorunder de samler børn lokalt. Babysalmesang er en af mulighederne. Denne form er blevet et kendt begreb landet over. Måske hedder det: ”Gud og sutter”, ”Englebørn” eller noget helt tredje hos jer.
Uanset navnet vil vi gerne være med til at fremme, at børnene ser kirken indefra og får et kendskab til den sang- og salmeskat, som kristne er i besiddelse af. Her kan de små, sammen med deres forældre, møde Bibelens budskab i oplevelser, bevægelser, ord og rim, som senere kan danne grundlag for et større kendskab til selve ordene, der synges. Igennem denne mødeform kan kirken være med til at give det største til de mindste.
Jesus sagde: ”Lad børnene komme til mig...” og babysalmesang er et godt hjælpemiddel til, at Jesu befaling kan virkeliggøres i vores tid.
Download Inspirationshæfte >>>